Kalender

Sommerudstilling i Djursland Kaninavlerforening
Så nærmer tiden sig hastigt for årets sommerudstilling i Djursland Kaninavlerforening. Efter vi sidste år blev tvunget til at aflyse udstillingen pga. VHD-2 epidemien håber vi rigtig mange af foreningens medlemmer har lyst til at vise nogle af sommerens unger og ungdyr frem, og at vi sammen får en hyggelig dag.
Udstillingen finder sted lørdag den 9. september hos Torben Christensen, Sommerlystvej 5, Floes Skov, 8960 Randers SØ. Dyrene møder mellem kl. 8.00 og 9.00, og som sædvanlig har vi ved udstillingens tilrettelæggelse taget særlig hensyn til vores nye medlemmer. Du lærer at udfylde anmeldelseskort, klippe kløer på dyrene og du får lov til selv at bære dyrene frem til dommeren, og I får en snak om, hvad der er godt hos dine dyr og hvad der kunne ønskes bedre. Husk at give besked til Torben på mail torbenkanin@gmail.com eller tlf. 22 92 96 38 senest den 25. august om hvor mange dyr du ønsker at udstille. Pris pr. katalognr. er 50 kr. inkl. afgifter.
Efter udstillingen hygger vi os omkring grillen. Foreningen sørger for maden, som koster 50 kr. pr. kuvert. Børn og ungdomsmedlemmer spiser med uden beregning. Øl, vand og vin kan købes til billige priser. Du er meget velkommen til at deltage i dette arrangement, også selvom du ikke har nogle dyr at udstille. Vi regner med at afslutte dagen ud på eftermiddagen, når folk skal hjem og fodre.
Også denne sommer har der været enkelte tilfælde af den frygtede VHD-2 sygdom, selvom udbruddene ikke har været af et specielt stort omfang og ej heller har ramt Østjylland.
Som medlem af Danmarks Kaninavlerforening er det frivilligt for den enkelte avler, om man ønsker at vaccinere sine dyr mod VHD-2 , men er du interesseret i at få vaccineret dine dyr har Djursland Kaninavlerforening modtaget et godt tilbud fra dyrlæge Hanne Gjerløff i Ryomgård, hvor prisen for de første 10 kaniner er i alt 980 kr. for vaccine og honorar, og derefter 780,75 kr. pr. efterfølgende 10 kaniner. Er du interesseret i at benytte dig af dette tilbud, så kontakt Jens Peter Mogensen på tlf. 28 45 40 17.
Samtidigt vil vi lige gøre opmærksom på de øvrige tilbud fra Djursland Kaninavlerforening. Foreningen sælger bl.a. foder (Møllerens Kaninguf) til en særdeles favorabel pris á 60 kr. pr. sæk (15 kg.) mod en normalpris på ca. 85 kr. pr. sæk. Ring til Torben på tlf. 22 92 96 38, hvis du ønsker at købe foder.
Ønsker du foreningens hjælp til at få mærket dine unger, kan du også ringe til Torben. Så kommer han ud og mærker de dyr, du ønsker at få mærket. Prisen er 5 kr. pr. dyr, som ubeskåret går til indkøb af præmier til vores ungdomsmedlemmer på vinterudstillingen.
Hvis du mangler hjælp til slagtning af dyr, kontakt også Torben. Foreningen har modtaget en henvendelse fra en naturskole, som efterlyser kaninskind til garvning. Hvis du skal slagte dyr i løbet af de næste par måneder vil vi gerne overtage dine skind, hvis du ikke selv bruger dem, så vi kan hjælpe skolen med lidt forsyninger.
Husk også vores årlige vinterudstilling, som næste gang finder sted i weekenden den 13. - 14. januar 2018 i Kolind.
Vel mødt den 9. september.
På bestyrelsens vegne
Torben Christensen
Formand.